Nyheder


Virksomheder hæfter for ansattes skat i 10 år

11. februar 2019

Der er mange attraktive muligheder for personalegoder og skattefrie godtgørelser til virksomheders ansatte. Men overholdes reglerne ikke, så udløser det en skat for den ansatte, og virksomheden hæfter for denne skat 10 år tilbage.  

Skattefrie godtgørelser og personalegoder kræver iagttagelse af reglerne

Det er almindeligt, at virksomheder stiller personalegoder til rådighed, ligesom det er almindeligt, at virksomheder udbetaler kørepenge, diæter mv. til de ansatte. Skattefrie godtgørelser er ofte attraktivt, da virksomheden har skattemæssigt fradrag samtidig med, at godtgørelserne er skattefrie for de ansatte. For at godtgørelserne er skattefrie, skal reglerne være overholdt. Ellers medfører det, at godtgørelsen bliver skattepligtig.

Virksomheden hæfter for skatten i lighed med den ansatte

Hvis en ansat har fået stillet personalegoder til rådighed, uden at der er indeholdt skat, eller hvis en ansat har fået udbetalt skattefrie godtgørelse, uden at reglerne er overholdt, så hæfter den ansatte for skatten. Der er dog tale om en solidarisk hæftelse, idet arbejdsgiveren også hæfter for skatten. Der er ikke noget krav om, at SKAT først skal forsøge at opkræve skatten hos den ansatte. SKAT kan derfor rejse kravet mod den virksomhed, som fejlagtigt har udbetalt godtgørelse som skattefri, eller som har stillet et personalegode til rådighed, uden at indeholde skat heraf. Virksomheden vil dog have mulighed for efterfølgende at rejse et krav på skatten mod den ansatte.

Eksempel med skattefri kørselsgodtgørelse

Det er virksomhedens ansvar at indeholde skat af personalegoder og at sikre, at reglerne for at udbetale skattefrie godtgørelser iagttages. Der er i mange tilfælde tale om nogle forholdsvis strenge krav til dokumentation. Dette kan illustreres med udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, hvor det påhviler virksomheden at føre kontrol med:

  • Kørslens formål
  • Kørslens mål
  • Dato
  • Antal kørte kilometer
  • Beregning efter satser
  • Kørslen foretages i den ansattes eget køretøj

Udbetalingen af skattefri kørselsgodtgørelse og arbejdsgiverens kontrol skal være veldokumenteret.

Dokumentation forudsætter, at de nævnte oplysninger fremgår af arbejdsgiverens bogføringsbilag, og at det er synligt kontrolleret af virksomheden for eksempel i form af underskrift, stempel eller fejlrettelse.

Opfyldes betingelserne ikke, er kørselsgodtgørelsen skattepligtig, og det medfører, at den ansatte hæfter for skatten, ligesom virksomheden hæfter for skatten – 10 år tilbage.

Ny afgørelse viser praksis

I en nyere afgørelse blev en ansats indkomst forhøjet med godt 1,7 millioner kroner vedrørende nogle personalegoder (fri bil) og godtgørelser (diæter) for en periode på 9 år, som ikke var beskattet hos den ansatte. Skatten heraf udgjorde knap 800.000 kroner, hvilket SKAT krævede, at virksomheden skulle betale.

5 gode råd:

  • Sørg for beskatning af personalegoder og indeholdelse af skat
  • Overhold reglerne ved udbetaling af skattefrie godtgørelser
  • Før løbende kontrol
  • Udarbejd passende og tilstrækkelig dokumentation
  • Forebyg at hæfte for de ansattes skat

Download revisorspalten som PDF
 

Denne artikel er skrevet af Vistisen+Lunde til Herning Folkeblad

Tilbage

keyboard_arrow_up
Loading...