Nyheder


Husk skattemæssige fradrag inden nytår

18. december 2017

Kalenderen viser december måned, hvorfor muligheden for skattemæssige fradrag bør overvejes, så skatten kan reduceres.

Private personer

Inden for en nærmere fastlagt familiekreds kan der gives gaver for op til 62.900 kroner årligt uden, at der skal betales afgift. To forældre kan derfor give hver af deres barn 62.900 kroner svarende til, at hvert barn modtager i alt 125.800 kroner. Hvis der ydes gaver fra forældre til børn – og dette sker over en årrække – kan den samlede afgift, der skal betales ved arv, reduceres markant.

Folkepensionister kan årligt tjene 10.700 kroner skattefrit ved at udføre småopgaver i private hjem, herunder eksempelvis rengøring og afhentning af børn fra skole mv.

BoligJobordningen skulle efter hensigten udløbe pr. 31. december 2017, men med finansloven bliver ordningen permanent - endda i en udvidet form, så der gives fradrag for flere ting.

Private personer kan foretage indbetalinger til pensionsordninger inden den 31. december og dermed opnå skattemæssigt fradrag.

Hvis der forventes en restskat for 2017, kan denne med fordel indbetales inden den 31. december. Hvis der betales restskat for 2017 efter den 31. december, beregnes der en løbende rente på 1,7%, som ikke er fradragsberettiget.

Hovedaktionærer

Hovedaktionærer, der ikke har modtaget udbytte i 2017, bør overveje, om der skal udloddes ekstraordinært udbytte fra selskabet inden den 31. december. Årsagen til, at dette kan være fordelagtigt er, at der årligt kan udloddes op til godt 103.400 kroner i udbytte til en ”lav” skat på 27%. Hvis ikke man er gift, er det kun det halve, der kan udloddes til den lave skat, dvs. 51.700 kroner.

Selskaber kan indbetale til pensionsordninger til en hovedaktionær. Det er ikke et krav, at der sker indbetaling af pensionsindskuddet inden den 31. december – det er dog en forudsætning, at der foreligger en aftale om at indbetale til pensionsordning inden den pågældende dato.

Virksomheder

Hvis virksomheder foretager investeringer inden den 31. december, vil virksomhederne have fradrag for investeringerne allerede i 2017 – enten som et skattemæssigt fradrag eller i form af afskrivninger. Foretages investeringerne først i starten af januar, vil det skattemæssige fradrag først komme virksomheden til gode i 2018.

5 ting at overveje

  • Kontante gaver for at reducere arveafgiften
  • Skattefrie indtægter for pensionister
  • Ekstraordinært udbytte
  • Investeringer for at opnå skattemæssigt fradrag
  • Indbetaling restskat

Download revisorspalten som PDF

Denne artikel er skrevet af Vistisen+Lunde til Herning Folkeblad.

Tilbage

keyboard_arrow_up
Loading...