Nyheder


Det kan være dyrt at betale kontant

16. april 2019

Private personer kan komme til at betale skat og moms, når de betaler kontant for ydelser, hvis den pågældende virksomhed ikke selv afregner skat og moms.

Når private personer betaler kontant for ydelser, er der med virkning pr. 1. januar 2019 sket en stramning af reglerne. Hvis ikke man er opmærksom på de ændrede regler, kan det medføre store og ubehagelige overraskelser. Reglerne gælder udelukkende for køb af ydelser, det vil sige eksempelvis rengøring, havearbejde mv. Reglerne gælder ikke for køb af varer, eksempelvis køb af fjernsyn, cykel mv.

Efter de nye regler skal regninger på 8.000 kroner og derover (inklusive moms) betales digitalt, det vil sige med dankort, mobilepay, netbank eller indbetalingskort via banken. Ellers risikerer man at komme til at betale skat og moms af beløbet, hvis sælgeren ikke selv betaler skat og moms.

Hvis man har betalt kontant, kan man dog sikre sig mod ubehagelige overraskelser ved at gemme regningen eller ved at give besked om kontanthandlen via SKATs TastSelv. Det skal dog ske senest 14 dage efter man har betalt for ydelsen, og under alle omstændigheder senest 30 dage efter, man har modtaget fakturaen. Indberetningen sker ved at logge ind på www.skat.dk med sin nemID.

Hvis man modtager en regning, skal man være opmærksom på, at regningen skal indeholde en række påkrævede oplysninger, herunder blandt andet betalingsdato, CVR-nummer, virksomhedens navn, fakturanummer og fakturadato.

Eksempel

Hvis man får leveret en ydelse, hvor hver enkelt regning er på mindre end 8.000 kroner (inklusive moms), kan man stadig blive omfattet af de nye regler. Dette vil være tilfældet, hvis regningerne til den enkelte leverandør til sammen er på 8.000 kroner eller derover på et år.  Hvis man eksempelvis får gjort rent for 1.000 kroner om måneden, svarer det til 12.000 kroner på et år, og man vil derfor blive omfattet af de nye regler. Man bør derfor sørge for at betale digitalt eller få en regning i dette tilfælde.

Særlige regler hvis det er en udenlandsk virksomhed

Hvis det er en udenlandsk virksomhed, der udfører arbejdet, skal man som privat person, ud over at betale digitalt, bede om dokumentation for, at virksomheden står i Registeret for Udenlandske Tjenesteydere (”RUT”). RUT-registret er den danske stats officielle register til at anmelde udenlandske tjenesteydelser. Udenlandske tjenesteydere, herunder udstationerede medarbejdere og selvstændige erhvervsdrivende, der udfører arbejde i Danmark, skal sørge for at registrere sig i RUT.

Hvis man som privat person ikke får den nævnte dokumentation for registreringen i RUT, skal man give besked til Arbejdstilsynet senest tre dage efter, at arbejdet er gået i gang. Hvis ikke man gør det, risikerer man at få en bøde på 10.000 kroner.

Særlige regler for virksomheder

Der gælder særlige regler for virksomheders modtagelse af kontanter, ligesom der gælder særlige regler for virksomheders fradragsret, hvis der betales med kontanter. Disse vil blive behandlet i en kommende artikel.

Download revisorspalten som PDF

Denne artikel er skrevet af Vistisen+Lunde til Herning Folkeblad

Tilbage

keyboard_arrow_up
Loading...