Nyheder


Aflønning i idrætsforeninger

11. september 2018

Der gælder særlige lempelige regler for idrætsforeningers udbetaling af vederlag samt udbetaling af skattefrie godtgørelser.

Aflønning under 1.500 kroner skal ikke indberettes

Som udgangspunkt er aflønning mv. skattepligtig som A-indkomst, hvilket betyder, at den der udbetaler lønnen, også skal indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag heraf, ligesom den der udbetaler lønnen skal foretage indberetning til SKAT.

Der gælder en undtagelse til dette vedrørende aflønning, som udbetales fra en amatørforening. En sådan aflønning kan ske, uden at foreningen skal indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, ligesom foreningen ikke er forpligtet til at foretage indberetning heraf til SKAT. En forudsætning for dette er, at den årlige aflønning til den pågældende person ikke overstiger 1.500 kroner.

Skattefrie godtgørelser til ulønnede trænere, medhjælpere og ledere

En forening kan som led i deres skattefrie virksomhed udbetale skattefrie godtgørelser efter særlige satser til ulønnede trænere, medhjælpere og ledere.

Der kan skattefrit udbetales 2.350 kroner pr. person (årligt) til dækning af udgifter til telefon og internet. Som alternativ kan foreningen vælge, at give den eller de pågældende personer ”fri telefon”. Dette kan være fordelagtigt, da den eller de pågældende personer ikke vil blive beskattet heraf, selvom telefonen, internettet mv. også anvendes til privat brug. Til køb, vask og vedligeholdelse af sportstøj mv. kan foreningen skattefrit udbetale 1.950 kroner pr. person (årligt). Et tilsvarende beløb kan udbetales til vask af klubdragter mv. Samme person kan dog ikke modtage både 1.950 kroner til køb, vask og vedligeholdelse af klubtøj og 1.950 kroner til vask af klubdragter. Til dækning af kontorartikler, porto og møder mv. kan der skattefrit udbetales 1.400 kroner pr. person (årligt). Vedrørende kørsel kan der udbetales 3,54 kroner pr. kilometer. Det er en betingelse, at kørslen foregår i egen bil. Der kan derfor ikke udbetales kørselsgodtgørelse, hvis der køres i en lånt bil. En ægtefælles eller samlevers bil anses for at være ”egen bil”. Udover ovenstående kan der udbetales godtgørelser vedrørende rejse, ophold og fortæring efter nogle fastsatte satser.

Som alternativ til at foreningen udbetaler ovenstående godtgørelser, kan foreningen i stedet udbetale udgifter ”efter regning”. Dette kræver, at der foreligger et eksternt bilag (faktura mv.), som dokumenterer udgiften.

Der er ikke noget til hinder for, at foreningen eksempelvis udbetaler skattefri godtgørelse vedrørende telefon på op til 2.350 kroner og vælger at refundere udgifter til kontorartikler, porto og møder efter regning. Mulighederne kan derfor godt kombineres.

Foreningen har ikke pligt til at indberette til SKAT, hvis der udbetales ovenstående godtgørelser.

Reglerne gælder kun hvis man er ulønnet

De nævnte regler vedrørende skattefrie godtgørelser gælder i alt væsentlighed kun for ulønnede trænere, medhjælpere og ledere. Der gælder andre regler for lønnede trænere, instruktører og spillere samt for dommere og amatøridrætsudøvere.

Fakta:

§  Der skal ikke indeholdes skat, når en idrætsforening udbetaler løn på op til 1.500 kroner

§  Den pågældende person skal selv indberette indtægter på selvangivelsen

§  Der kan udbetales skattefrie godtgørelser til ulønnede trænere, hjælpere og ledere efter særlige satser

§  Som alternaiv kan idrætsforeningen godtgøre udgifter efter bilag

§  Der kan laves en kombination, hvor nogle omkostningstyper godtgøres efter satser, mens andre omkostningstyper godtgøres efter bilag

 

Download revisorspalten som PDF
 

Denne artikel er skrevet af Vistisen+Lunde til Herning Folkeblad

Tilbage

keyboard_arrow_up
Loading...