Nyheder


Årsopgørelsen for 2018 – Hvad skal man være opmærksom på?

11. marts 2019

Det er nok ikke gået manges næse forbi, at årsopgørelsen for 2018 blev tilgængelig i løbet af weekenden. Men hvad skal man være særligt opmærksom på?   

Tidsplan

Forløbet med årsopgørelsen kan kort skitseres således:

  • Årsopgørelsen er på nuværende tidspunkt klar
  • Senest 5. april sendes årsopgørelsen ud på papir til borgere, der er fritaget eller ikke er omfattet af digital post
  • 5. april foretages udbetaling af overskydende skat til Nemkontoen. Hvis der er overskydende skat på over 100.000 kroner, vil der gå lidt længere tid, inden den overskydende skat udbetales.
  • 1. maj er fristen for at foretage ændringer til årsopgørelsen
  • 1. juli er fristen for at udfylde oplysningsskemaet (tidligere kendt som ”udvidet selvangivelse”)
  • 1. juli er fristen for indbetaling af restskat uden procenttillæg. Restskatten tillægges en dag-til-dag rente, som udgør 2,2% p.a. beregnet fra 1. januar. Betaling efter den 1. juli tillægges et skattetillæg på 4,2%. Renterne er ikke fradragsberettigede.

Fradrag og indkomst man selv skal indberette

Selv om mange indberetninger sker automatisk til SKAT, skal man stadig være opmærksom på de skattemæssige indtægter og fradrag, som ikke automatisk indberettes – eller som ikke nødvendigvis indberettes med de korrekte beløb. Det drejer sig blandt andet om følgende:

  • Håndværkerfradrag, også kendt som servicefradrag
  • Kørselsfradrag, rejseudgifter og brofradrag
  • Fortjeneste og tab ved aktier og andre værdipapirer
  • Garantiprovisioner og visse renter
  • Indtægter fra udlejning af bolig, bil, båd, campingvogn mv., hvor der er kommet nye regler for 2018
  • Børnebidrag og ægtefællebidrag
  • Kost og logi samt dobbelt husførelse
  • Arbejdstøj, faglitteratur, kurser mv.

Oplysningsskema (udvidet selvangivelse)

Oplysningsskemaet anvendes af selvstændigt erhvervsdrivende eller personer, som har indkomst, som ikke kan indberettes via den almindelige selvangivelse. Udover selvstændigt erhvervsdrivende skal eksempelvis personer, der har udenlandsk indkomst eller udenlandsk ejendom anvende oplysningsskemaet.

Hvis man er forpligtet til at udfylde oplysningsskemaet, skal man være opmærksom på, at der skal foretages indberetning. Årsopgørelsen dannes således ikke automatisk. Glemmer man at udfylde oplysningsskemaet – eller udfyldes det for sent – vil man blive pålagt et skattetillæg.

Anledning til at overveje forskudsopgørelsen for 2019

Samtidig med gennemgangen af årsopgørelsen for 2018 er det oplagt at forholde sig til forskudsopgørelsen for 2019. Her vil det blandt andet være relevant at se på, om nuværende løn og personalegoder svarer til, hvad der fremgår af forskudsopgørelsen, ligesom det vil være relevant at vurdere, om renteudgifterne er på niveau med, hvad der fremgår af forskudsopgørelsen. Andre forhold man skal være opmærksom på, er eksempelvis ændringer i pensionsindbetalinger.

5 gode råd

  • Kontrollér at du har fået de skattefradrag, som du er berettiget til
  • Hvis man er omfattet af oplysningsskemaet dannes årsopgørelsen ikke automatisk
  • Vær opmærksom på tidsfristerne
  • Overvej om der skal ændres i forskudsopgørelsen for 2019
  • Husk: Det er ens eget ansvar, at selvangivelsen er korrekt

Download revisorspalten som PDF
 

Denne artikel er skrevet af Vistisen+Lunde til Herning Folkeblad

Tilbage

keyboard_arrow_up
Loading...